Teaterskolen Harlekin grundlagdes på initiativ af Teatergruppen Elverfolket, AOF og Kulturkasernen i december 2006 med de første undervisningshold i foråret 2007.
Harlekin var blandt de første brugergrupper der rykkede ind i den tidligere ‘Kostforplejning’ på Holbæk Kaserne, nu kendt som Kulturkasernen.
Harlekin har siden starten holdt fast i drama- og teaterundervisning for aldersopdelte hold i vinterhalvåret, suppleret af Sommerferieaktiviteten “Eventyrligt Teater” og sidenhen også et særligt teaterhold der laver forestilling på SKVULP festival.
Gennem årene har der også været afholdt større workshops om forskellige teater-relevante emner, ligesom der har været undervisning i stunt/stagefight og små ‘forestillinger’ bla. på efterskoler og på Æglageret i Holbæk.
Lærerkræfter fra Harlekin har også deltaget i skoleprojekter og daginstitutionsprojekter om drama, og undervisere fra Harlekin har deltaget i ‘Børnekulturstafetten’, som er en lokal udgave af et statsligt finansieret projekt om kulturarbejde i dagtilbud.
Harlekin har leveret deltagere og kompetencer til byens eksisterende teatergrupper – i særdeleshed Elverfolket, som der er et mangesidet samarbejde med.
De seneste par år er der også en del Harlekin-deltagere, der har valgt at uddanne sig videre på Holbæk Drama College på Stenhus.
Harlekin har samarbejdet med både Sjællands Teater (Holbæk Teater og Fair Play) samt med Holbæk Drama College.